Rapporten dokumenterer, at private opholdssteder og bosteder for børn og unge arbejder under helt urimelige vilkår. På andre områder ville det være helt utænkeligt med så dårlige forhold, siger chef for offentlig-privat samarbejde i Dansk Erhverv, Marie Louise Løvengreen Rasmussen.
Jeg er glad for, at der endelig er en rapport, der analyserer området, for nu kan man ikke længere ignorere, at de private bosteder og opholdssteder for børn og unge er under voldsomt pres, siger Marie Louise Løvengreen Rasmussen.
Reglerne for at blive godkendt som privat bosted eller opholdssted er ifølge rapporten omstændelige, og ansøgeren har ingen rettigheder. Derudover kræver mange kommuner et meget højt beløb i driftsgaranti fra private aktører, som skal under den kommunale forsyning. Samtidigt mangler der i den grad prisgennemsigtighed mellem offentlige og private tilbud. Alt i alt sker konkurrence med det offentlige langt fra på lige og fair vilkår.
Rækken af helt urimelige administrative og driftsmæssige krav til de private bosteder og opholdssteder gør det meget vanskeligt og yderst risikabelt for private aktører at lave nye botilbud. På den måde besværliggøres det socialpædagogiske arbejde med socialt udsatte og psykisk syge børn, unge og voksne, og det virker fordyrende på området generelt, siger Marie Louise Løvengreen Rasmussen.
Udbudsrådets rapport tegner desuden et billede af, at de private aktører på området oplever, at kommunen har for mange roller, da den både er kunde, konkurrent, kontrollør og klagemyndighed på én gang. Udbudsrådets rapport oplister en række opmærksomhedspunkter, men i lyset af de mange konkrete barrierer, efterlyser Dansk Erhverv langt mere håndfaste ændringer på det sociale område.
Der er behov for en erhvervspolitisk normalisering af det sociale område, der i dag er det rene vilde vest uden reel retssikkerhed for de socialpædagogiske opholdssteder og bosteder for børn og unge, siger hun.
Dansk Erhverv foreslår, at man udvikler en alternativ konkurrencemodel, som kan modernisere de nuværende driftsaftaler. Hvis man udvikler et indeks med en række parametre, som bosteder og botilbud for børn og unge skal måle sig op mod, vil kommunen nemt kunne se, hvor effektiv det enkelte tilbud er – også på prisen.
Samtidig vil ikke-offentlige aktører lettere kunne dokumentere deres resultater i forhold til kommunale tilbud. Parametrene kunne være bæredygtig økonomi, HR (f.eks. sygefravær og medarbejdertrivsel), brugertilfredshed og ventelister. Og en sådan model kan også bruges på andre områder indenfor den sociale velfærd. På den måde kan vi indføre effektivitetskonkurrence på et marked, som ellers presser ikke-offentlige aktører. Kilde: Dansk Erhverv
Klik og læs mere
Botilbud for unge med ADHD,-
Socialfaglig konsulent Jess Bødiker,-